Åke i sin have

Åkes vilde orkidéer


I snart 30 år har vilde orkidéer vokset i Åke Sandös have. De sjældne blomster kræver helt specielle jordforhold og ikke mindst kærlig pleje. I dag vokser der seks forskellige orkidéarter på Åkes grund

For 25 år siden gik Åke Sandö og slog græs i sin have, der går ned til Nymosen i Vangede. Pludselig opdagede han, at han havde kørt en vild orkidé over. Han begyndte at passe den smukke blomst, og året efter kom der seks nye. I dag vokser der omkring 300 orkidéer i hans have.

Det er en sand naturoplevelse at træde ind i Åke Sandös have. Majgøgeurt og Kødfarvet Gøgeurt er nogle af de orkidéarter, der vokser på grunden, som også er besøgt af hejrer, ænder og vilde gæs.

”Når man bor sådan et sted og er nysgerrigt anlagt, så kommer interessen. Når jeg finder en ny plante, jeg ikke kender, så finder jeg ud af, hvad det er for en ved at slå op i en florabog”, fortæller Åke Sandö og piller nogle græsstrå væk fra en orkidéplante.

Orkidéplantens frø spreder sig med blæsten og kommer fra Gentofte Sø, som også er et kendt orkidéområde. Orkidéfrøet indeholder ikke selv næring, derfor skal den jord, det vokser i indeholde en type svamp, som det kan indgå symbiose med. Således får frøet den næring og energi, der skal til, for at det kan gro.

De fleste vilde orkidéarter er i fare for at blive udkonkurreret af andre mere kraftige vilde planter. Dette skyldes menneskets ikke altid naturvenlige aktiviteter og det faktum, at der er færre store græssende dyr i naturen.

”Inden for de sidste år har stive stargræsarter invaderet området. Jeg må ned på knæ og fjerne græsset. Det er et kæmpestort arbejde. Hvis det gror til, vil planterne blive skygget ihjel”, forklarer Åke Sandö. Ikke engang gæssene gider at spise de stive græsstrå.

De specielle vilkår, den sjældne plante kræver for at vokse, gør også, at den ikke bare kan flyttes.

”Man kan ikke tage en vild orkidé og plante den et andet sted. Hvis man tager sådan en orkidé og sætter den i en almindelig have, så vil den ikke vokse”, understreger Åke Sandö og fraråder at plukke blomsterne. Det ville også være ulovligt, da alle vilde orkidéarter er fredede.