Håndmalet skilt, hvor der står Den kulturelle byhave

Hellerup Byhave


Hellerup Byhave startede i 2018 som et kommunalt projekt under navnet Den Kulturelle Byhave, men har siden det første år kørt som et selvstædigt projekt, drevet af frivillige Gentofteborgere. Byhaven er et område med højbede, drivhus, ”loungeområde” med bænke og borde, komposttønder, arbejdsborde samt vandopsamlingstønde.

Vi har skabt et fælleskab omkring byhaven, hvor Gentofteborgere mødes for at få venskaber og grønt til at spire og gro. Byhaven er båret af frivillige kræfter i alderen fra 6-65 år på tværs af dansk og udenlandsk baggrund. Vi høster både erfaringer, gode grin og ikke mindst lækre hjemmedyrkede frugter, grøntsager og blomster. Byhaven bidrager desuden positivt til klimaet, insektlivet og biodiversiteten. Vi mødes i uformelle rammer og nyder udelivet i den grønne plet midt i Hellerups aktive byliv.

Biodiversitet er sundt

Byhaven dyrkes bæredygtigt og økologisk. Vi har bede med vilde og utæmmede blomster for at øge biodiversiteten. Vi har tilplantede bede med kartofler, løg, porre, salat og meget mere. Oven i er vores drivhus fyldt med tomater, blomster, agurker, chili, avokadoer m.m. Vi har plantet blomster og tomater af tørrede frø fra tidligere års høst. Vi har besøg af både sommerfugle, bier og regnorme.

Genbrug er grønt

Meget af det, der er bygget og findes i haven af potter, borde, stole, planter, redskaber m.m. er af genbrugsmaterialer. Enten noget vi har fundet i storskrald, byttet os til eller doneret af andre Gentofteborgere.

Picture description

Videndeling og læring er vigtigt

Vi deler løbende billeder i vores facebookgruppe ”Hellerup Byhave”. Vi har deltaget på forskellige event som f.eks. GentofteNatten, Grøn Dag sammen med Grøn Guide og Bæredygtigt Gentofte, samt Danmark for Verdensmålene. Vi vil forsat deltage i og også selv afholde events, som fx plantebyttedag, Høstfest og andre events med den grønne agenda.

Vi har også besøg af unge fra ungemiljøet, ældre fra klubberne samt børn og beboere fra Røde Kors boligerne.

Mangfoldighed er grundlaget

Vi er fordelt på en aldersspredning på 6-65 år, med forskelig kulturel og erhvervsmæssig baggrund. Nogen kommer for at afprøve nye plantemetoder. Nogen for at være sociale. Nogen for at få afløb for at kreere og bygge ting op. Her er skabt et bæredygtigt eksempel, der kan skaleres op og har potentiale til at øge den biologiske og sociale mangfoldighed for flere byhaver og udeområder i Gentofte kommune.

Hvis du har lyst til at komme ud og få jord under neglene, og blive en del af et hyggeligt fællesskab med fokus på grøntsager, frø og planter, så kom forbi Hellerup Byhave – vi er der som regel tirsdag kl. 17-19 og søndag kl. 15 -17 i foråret, sommeren og efteråret.

Picture description