Grøntofte er en byhave på Bregnevej

Grøntofte – en byhave på Bregnevej


Grøntofte er navnet på en byhave i ægte ’urban gardening’ stil på Bregnevej 5, nær Gentoftegade. Byhaven er etableret af Foreningen Grøntofte med Mikael Langrand Sørensen, som formand. Mikael bor i andelsforeningen, som er naboejendom til den ubenyttede grund, hvor Gentofte Kommune tidligere har opbevaret redskaber til snerydning. Nu er der kommet nyt liv, i form af otte højbede med spiselige bær, grøntsager og duftende krydderurter.

Om projektet

Mikael forestillede sig, at han kunne lave en byhave, magen til den han har været frivillig for i tre år, i Kongens Have i København. Gentofte Kommune har givet foreningen Grøntofte lov til at låne arealet midlertidigt, fordi byhaven vil være åben for alle interesserede i et tidsrum hver uge, oftest onsdage mellem kl. 16-18 eller i weekender. Her kan man mødes om at få tingene til at gro, bygge ting af genbrugsmaterialer og snakke cirkulær økonomi.

Det hele skal være så bæredygtigt som muligt efter devisen ”den enes affald er den andens ressource”, så alt fra jord, planter, fliser og brosten er doneret fra de omkringliggende naboer. Desuden er højbedene doneret til de frivillige af Tagtomat og Kongens Køkkenhave, der ikke mere skulle bruge højbedene i Kongens Have.

Picture description

Siden det første åbent hus arrangement hos Grøntofte i sensommeren 2017, har Mikael og en flok ildsjæle arbejdet for at få naboer og nærmeste virksomheder med på idéen. Det er gået så godt, at han sammen med den lille flok byhave-entusiaster nu har jord i højbede fyldt med alskens herlige spiselige grøntsager og bær. Grøntofte har også fået doneret blomsterfrø fra Østerbro Gadehaver, som Grøntoftes frivillige har sået i jorden til foråret. Planen er, at Grøntofte om sommeren vil være åben om onsdagen fra kl. 16-18. Om vinteren vil Grøntofte køre på lidt lavere blus, grundet mørket og kulden. Kig forbi og hvis havelågen er åben, så er du meget velkommen.

Picture description

Hvad kan man bruge hinanden til?

I starten forsøgte Mikael at få østershatte til at gro i den økologiske kaffegrums, som venligt var doneret af den nærmeste Emmery’s. Men det var dog ikke det nemmeste projekt i byhaven, så det foregår nu hjemme i privaten på bagtrappen. Kaffegrums ryger hjemme hos de fleste mennesker bare ud i skraldespanden, men der er muligheder i kaffegrums. Hvis man holder det i et rent miljø fx lukkede plastposer, tilsætter mycelium, som er det rodnet svampe har skabt, så kan der gro de lækreste østershatte på linje med dem, der serveres i Michelin-restauranter.

”Det er en gave, når naboer kommer med deres rester af fliser og brosten de havde i overskud. I stedet for, at husejeren skulle bruge tid og transport på at køre de tunge sten på genbrugsstationen, kunne det transporteres ganske kort i en trillebør til glæde for Grøntofte. Dét er en bæredygtig gerning til glæde for alle og dette samspil med lokalområdet er noget Grøntofte vil komme til at lave meget mere af”, fortæller en tydeligt engageret Mikael Langrand Sørensen.