Folkene bag Link environmental ambassadors

LEA: Hver og én af os kan gøre en forskel, det er kun et spørgsmål om vilje


LEA står for LINK Environmental Ambassadors. Organisationen arrangerer affaldsindsamlinger og opfordrer til bæredygtige forbrugsmønstre. Målet er at skabe bevidsthed om miljøet og klimaet og ikke mindst handling

Vidste du, at det tager omkring fem år for et cigaretskod at blive opløst, og at det i processen forurener 200 liter vand? I Danmark bliver der dagligt smidt omkring otte millioner cigaretskod på gaderne og i naturen. Denne forureningskilde er én blandt mange, som LEA vil til livs. Organisationen arrangerer affaldsindsamlinger og opfordrer alle til at ændre de dårlige vaner.

– Som individ kan man godt give op over alt det skrald, der ligger og flyder. Derfor er det vigtigt for os, at gøre det klart for alle, at man som enkelt individ rent faktisk kan gøre en stor forskel, siger Lea Gram, der er én af grundlæggerne af LEA.

Sammen med fire andre kvinder etablerede hun organisationen i september 2018. I frustration over al det skrald, der ligger på gaden og i naturen, besluttede de at arrangere affaldsindsamlinger. De oprettede også en messenger-gruppe, hvor de delte relevant information om klimakrisen og de menneskeskabte miljøaftryk. For at sprede budskabet besluttede de at etablere organisationen LINK Environmental Ambassadors.

– Vi vil gerne have folk involveret. Vi kan godt gå og samle skrald hele tiden, men vi vil gerne aktivere og involvere folk på en sjov og positiv måde, siger Lea Gram.
Medlemmernes entusiasme og mange arbejdstimer har resulteret i ni affaldsindsamlinger siden organisationens grundlæggelse.

Den sidste i rækken var den 21. september til World Cleanup Day, hvor LEA for andet år i træk deltog. I samarbejde med Gentofte Kommune, Grøn Guide og Vangedes Venner arrangerede organisationen indsamlinger fem forskellige steder i kommunen. 343 deltagere fik samlet 518 kg. affald. Forud for indsamlingen havde medlemmerne i LEA hængt plakater op i stort set alle supermarkeder, butikker, sportsklubber og gymnasier i Gentofte.

– Vi synes, at affaldsindsamling og sortering burde være en del af pensum på alle skoler, så alle børn får et andet forhold til at smide affald i naturen, fortæller Lea Gram. Fokusset på skolerne og eleverne har givet inspiration til nye idéer.

De unge skal anerkendes for deres indsats

En af LEAs kommende skoleindsatser er prisen Young Environmental Ambassadors Award. Prisen skal gives til de skoleelever i Gentofte, der aktivt går ind i miljø- og klimakampen. De miljøbevidste elever skal fremhæves og roses for deres indsats og for at inspirere andre til at tage ansvar.

– Det er vigtigt, at de unge bliver anerkendt for, hvor seje de er, når de går ind i klimakampen. Det er cool at være klimaaktivist, understreger Lea Gram.

Bæredygtighed på dagsordenen

I dag er der omkring 30 medlemmer i LEA. Hvert kvartal bliver medlemmerne inviteret til inspirationsmøder, hvor der bliver holdt relevante oplæg om bæredygtighed. De frivillige medlemmer holder sig ikke tilbage, når de ser muligheden for miljø- og klimavenlige forbedringer. De sætter bæredygtighed på dagsordenen og forsøger at engagere andre i klimakampen ved at gå i dialog med myndigheder, institutioner, medier, bestyrelser, supermarkeder, butikker, restauranter og caféer.

– Vi opfordrer alle forretninger til at tage penge for deres plastikposer, og restauranterne burde finde alternativer til deres take away-emballage, siger Lea Gram for at give et par eksempler på bæredygtige tiltag.

Flere af LEAs medlemmer har fuldtidsjobs, men som ildsjæle giver de gerne af deres fritid for at tage del i miljø- og klimakampen.

– Vi er ikke nogen professionel organisation. Vi er bare ”normale mennesker”, der ønsker at gøre noget for miljøet og samtidig inspirere andre til også at reducere deres miljøaftryk, siger Lea Gram.

LINK Environmental Ambassadors er en underorganisation til Ladies International Network København (LINK).

LINK er et netværk for kvinder med international baggrund, der bor i Københavnsområdet.

 

Picture description