Madklubben HE-22

Madklubben HE-22


En gruppe af naboer og frivillige mødes hver tirsdag aften i køkkenet i Byens Hus, på den tidligere internationale skole på Hellerupvej 22.

En gruppe af naboer og frivillige mødes hver tirsdag aften i køkkenet på den tidligere internationale skole på Hellerupvej 22, heraf navnet Madklubben HE-22. Sammen med de flygtninge, der bor på Hellerupvej 22, kreerer de et lækkert måltid mad med udgangspunkt i overskydende råvarer (grøntsager, frugt og brød) doneret fra lokale supermarkeder og bagere.

Der hygges, snakkes dansk, dækkes bord og når maden er klar, spiser de sammen ved langbordet. Det har de gjort hver tirsdag siden oktober 2017 med udgangspunkt i projektet ’Flere gode leveår med sund kost’, der er en del af kommunens sundhedspolitik.

Der bliver både lavet dansk mad og mad fra deltagernes hjemlande. Beboerne på Hellerupvej 22 deltager i det omfang, de har tid og lyst, men der er ofte omkring 30 deltagere samlet rundt om bordet. Reglen er, at hvis man spiser med, skal man deltage ved enten tilberedning eller oprydning.

Madklubben er et tiltrængt pusterum for beboerne på Hellerupvej 22 i en ofte travl hverdag med skole eller arbejde, hvor de trygt kan lade op og danne relationer på tværs af kulturer. Madklubben HE-22 skaber et unikt fællesskab, hvor der også er plads til fx brætspil og hjælp noget så praktisk som at skaffe en barnevogn.

Initiativet er så godt, at de i december 2018 fik overrakt Gentofte Kommunes Miljøpris og de medfølgende 25.000 kr. “Årets miljøprismodtager har stort fokus på at udnytte de ressourcer, der er til rådighed i vores kommune og får det til at gå op i en højere enhed, både sundhedsmæssigt og socialt. Tanken om mindre spild er gennemgående i alt hvad de gør – hvad enten det er mad, der ikke skal gå til spilde eller legetøj, der ikke skal kasseres”, fortæller borgmester Hans Toft.

”Vi kan næsten ikke få armene ned. Det er virkelig stort at få sådan et klap på skulderen og få anerkendelse for det, man gør. Det viser, at vores værdifulde sammenhold bliver værdsat”, siger Helle de Lichtenberg, der deler rollen som tovholder sammen med sin mand Jørgen Iversen.
”Alle beboere og naboer er så begejstrede for madklubben, at vi håber, det må give inspiration til andre lignende tiltag”, fortæller Jørgen Iversen.

Ud af det gode fællesskab er der opstået andre initiativer. Gruppen tilbyder fx lektiehjælp og støtte til at søge job, øve dansk og tilbyder anden praktisk hjælp, der kan gøre livet lettere fx at anskaffe en barnevogn eller købe et rejsekort.
——————

Medklubben HE-22 vil i 2019 blive organiseret som en aktivitet under Netværkshuset, der er en del af Dansk Flygtningehjælp. Netværkshuset kan fortælle dig, hvilke aktiviteter du kan være frivillig i.
Ericavej 149, 2820 Gentofte, tlf. 39 65 05 75, email: koordination@netvaerkshuset.dk