Børn på Martines madskole

Sjov med mad


DER ER PT. DESVÆRRE LUKKET FOR DETTE TILBUD. Køkkenskole for børn skaber madglæde og nye venskaber. Martine Juncker er frivillig drivkraft og står bag madskolen.

Om projektet

Køkkenskolen for børn ’Sjov med mad’ er i gang. Syv piger og én dreng i alderen 8-11 år mødes hver mandag eftermiddag syv uger i træk i Gentofte Ungdomsskoles køkken for at lave mad sammen og spise sammen. Martine Juncker er initiativtager til og den frivillige drivkraft bag køkkenskolen.

Martine Juncker har selv taget initiativ til at få køkkenskolen op at stå i samarbejde med Gentofte Kommune. Martine har tidligere været frivillig underviser for 4H’s madskoler for børn. Martine er medlem af Irmas arbejdsgruppe Fremtidens Fødevaremarked 2017, og hun har også været aktiv i kommunens opgaveudvalg om bæredygtighed.

  • Hvordan kom du på ideen om at lave en køkkenskole for børn?

Jeg har altid haft en stor passion for mad. Jeg synes, at det er vigtigt, at børn lærer om maddannelse, borddækning, takt og tone omkring mad – ja, værdierne omkring mad. Og så slog det mig, hvorfor kan mad ikke være en fritidsaktivitet ligesom alt mulig andet?

Min holdning er også, at det er vigtigt, at man giver noget tilbage til sit lokalsamfund. Derfor har jeg også være aktiv i kommunens opgaveudvalg om bæredygtighed, som blandt andet handlede om madspild.

  • Hvad gjorde du for at få din ide op at stå?

Jeg gav udtryk for min interesse for mad i opgaveudvalget for bæredygtighed. Kommunen spurgte mig, om jeg havde lyst til at lave et koncept for madlavning. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg har stået for alt selv, men det har gjort det klart nemmere at have kommunen med på sidelinjen. Det er nemmere at låne et køkken gennem kommunen end hvis man selv skal finde ud af det.

  • Hvad kræver det at være frivillig drivkraft bag sådan en idé?

Det kræver ikke nogen forkundskaber. Men det kræver, at man har lyst til at drive projektet. Og at man tør bruge sit netværk.

  • Hvilket råd vil du give videre til andre borgere, der har en idé til frivilligt arbejde?

Vær nysgerrig. Brug dit gå-på mod. Spørg andre frivillige til råds. Og spørg kommunen om hjælp. Kommunen kan være en samarbejdsspiller. Tjek også bæredygtigtgentofte.dk, hvor der er mange ideer til frivillige projekter.

 

Har du lyst til at være frivillig?

Du er velkommen til at kontakte Gentofte Kommune, hvis du har en ide til frivillige projekter inden for trivsel, mad, motion, sociale fællesskaber eller lignende.