Schæffergårdens folk

Schæffergårdens grønne rejse


SCHÆFFERGÅRDEN ER PT. DESVÆRRE LUKKET. Hvordan kan en virksomhed gå over til grøn omstilling uden at sprænge budgettet? Dette spørgsmål havde direktøren Peter Feddersen på Schæffergården stillet sig selv. Så da virksomheden blev tilbudt at deltage i projektet Bæredygtig Bundlinje og således få rådgivning til at udvikle en grøn forretningsmodel, tøvede han ikke med at slå til.

Ved at deltage i projektet Bæredygtig Bundlinje har hotel og konferencecenteret Schæffergården sagt ja til udviklingen af en grøn forretningsmodel. Virksomheden har fokus på madspild, økologi og energibesparende adfærd, og så har stedet fået egen køkkenhave

Hvordan kan en virksomhed gå over til grøn omstilling uden at sprænge budgettet? Dette spørgsmål havde direktøren Peter Feddersen på Schæffergården stillet sig selv. Så da virksomheden blev tilbudt at deltage i projektet Bæredygtig Bundlinje og således få rådgivning til at udvikle en grøn forretningsmodel, tøvede han ikke med at slå til. Flere og flere gæster efterspørger stedets holdning til miljø og bæredygtighed, og på baggrund af en række konsulenttimer gik virksomheden i gang.

Omstilling til økologi og køkkenhaven

”Det er selvfølgelig en omstilling i forhold til vores arbejdsrutiner, man bliver nødt til at tænke på en anden måde. For eksempel vores omlægning til økologi. Økologiske varer er dyrere end konventionelle varer, men der er ikke flere penge at købe varer for”, siger Peter Feddersen.

Schæffergårdens køkkenchef Kristian Lander har løst opgaven ved at lægge frokostmenuen om, så der serveres mindre kød, flere salater, vegetarretter der mætter og mere fisk.

”Det har været en stor gave. Det er nytænkning og inspiration for os. Vi udfordrer os selv hele tiden til at tænke nyt. Og gæsterne er tilfredse og glade, som de altid har været”, fortæller Kristian Lander.

I samarbejde med den cubanske havemand Dani Diago har stedet fået egen køkkenhave. Haven dyrkes ud fra princippet om de cubanske byhaver, hvor en hel familie brødfødes af få kvadratmeter jord, altså et effektivt høstudbytte på meget lidt plads. I drivhuset vokser blandt andet salat, spinat og rucola, der først og fremmest går til Schæffergårdens køkken. På sigt er planen at kunne åbne om søndagen, så alle kan komme og købe grøntsager.

”Der er mange mennesker der brænder for at gøre disse ting, men ikke ved hvordan. Jeg håber på at kunne inspirere andre til at bruge de ressourcer, vi har omkring os og skabe noget fantastisk”, siger Dani Diago

Klimavenlig adfærd

Konsulenterne fra Bæredygtig Bundlinje-projektet har også banet vejen i processen til at opnå svanemærket, og efter mange måneders arbejde ser virksomheden frem til snart at kunne blive godkendt. Schæffergården arbejder også på at have mindre madspild. Madrester gemmes og bruges i andre måltider, og ved hjælp af en biokværn kan en stor del af køkkenaffaldet omdannes til biogas. Energibesparende adfærd er også på dagsordenen, så nu bliver køkkenmaskiner som ovne, varmeskabe og opvaskemaskinen ikke tændt om morgenen, men lige inden de skal bruges. Resultatet er ikke kun en mere bæredygtig virksomhed, der følger nemlig også besparelser med i processen.

”Det er sund fornuft, det er en god forretning. Vi sparer på energien, og vi har ikke behøvet at lave store investeringer”, fortæller Peter Feddersen.

En af nøglerne til succesen er at få skabt en ny kultur og få medarbejderne med på ideen. Konsulenter fra Bæredygtig Bundlinje har taget køkkenpersonalet med på kurser og på bondegårdstur.

”Generelt set har alle medarbejdere syntes at det var en sjov rejse, og man kan være stolt af at være et sted, der gør noget ekstraordinært for miljøet”, understreger Peter Feddersen.

Hans råd til andre virksomheder er:

”Spring ud i det. Et langt stykke hen ad vejen lykkedes det for os, fordi vi rigtig gerne vil det og forstår vigtigheden af, at vi faktisk sikrer vores forretning”.

Picture description

Om projektet:

Bæredygtig Bundlinje 2.0 er et projekt, der bygger bro mellem erhvervspolitik og klimapolitik og sætter fokus på grøn omstilling hos 80 små og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden. Virksomhederne får rådgivning og hjælp til at udvikle en grøn forretningsmodel. Projektet er støttet af Region Hovedstaden og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Gentofte Kommune deltager sammen med en række andre kommuner i projektet, som drives af Gate 21. Læs mere om Bæredygtig Bundlinje 2.0 her

Gate 21 er et partnerskab mellem regioner, kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner, der arbejder for det fælles mål at udvikle og udbrede energi- og ressourceeffektive løsninger, der fremmer grøn omstilling.