Heidi og Bo fra Sharing Gentofte

Sharing Gentofte styrker fællesskabet i kommunen


Borgerplatformen Sharing Gentofte inviterer alle borgere til fællesspisning og et åbent og inkluderende fællesskab. Borgerne får samtidig muligheden for at dele og virkeliggøre idéer til en mere kreativ, social og bæredygtig byudvikling.

”Vi var en gruppe beboere, der kiggede på vores forstad og kom til den konklusion, at Gentofte Kommune var en ressourcestærk kommune med vidunderlige fællesskaber men i lidt lukkede rammer”, fortæller Bo Christiansen.

Sammen med Heidi Eid er Bo Christiansen initiativtager bag Sharing Gentofte. Begge bor de i Gentofte, og siden 2017 har de sat fællesskab på dagsordenen ved at motivere borgerne i Gentofte til at mødes for at dele og virkeliggøre drømme og idéer.

Fællesskab omkring måltidet

For at starte et sted besluttede initiativtagerne bag Sharing Gentofte at skabe et fællesskab omkring måltidet. Mange borgere lider under tidspres, så måltidet var et godt samlingspunkt, for alle skal jo spise.

”Vi hører, at der er mange stressede forældre med mindre børn her i kommunen. Tag børnene med til fællesspisning, måske møder I andre forældre og kan lave en hente-bringe ordning af børnene. Så spiser vi sammen, og I slipper for at gå på indkøb den dag”, siger Heidi Eid og kommer med et eksempel på mulighederne i et fællesskab.

Siden er det blevet til 19 fællesspisninger, hvor borgerplatformen har inviteret til workshops, rundspørgerunder, affaldsindsamlinger, foredrag, fester og ikke mindst dejlig mad. Begivenhederne har fundet sted på Charlottenlund Travbane, Skovshoved Havn, Charlottenlund Stationsbygning og i Byens Hus i Hellerup.

Picture description

Plads til alle

Sharing Gentofte har haft besøg af mange forskellige borgere, der gerne ville tage del i projektet. Blandt deltagerne har der været familier, unge, ældre, flygtninge og expats.

Erfaringen fra de mange arrangementer er, at der blandt borgerne er et stort behov og lyst til at komme hinanden mere ved. Der er kommet mange idéer til, hvordan man kan forbedre det kulturelle og sociale liv i kommunen og samtidig arbejde for en mere bæredygtig byudvikling.

”Der er plads til alle i fællesskabet. Vi vil have alle med på tværs af generationer og grupperinger. Erfaringen er, at de er nysgerrige på hinanden men ved ikke, hvordan de kan mødes”, fortæller Bo Christiansen.

Idéen med Sharing Gentofte er at give borgerne en platform, hvor de kan kommunikere med hinanden, komme med idéer og starte projekter. Sharing Gentofte har både en hjemmeside og en Facebookside,  hvor borgerne kan lægge opslag op, blogge og holde sig orienteret.

De to initiativtagere understreger, at borgernes medejerskab er vigtigt. Der er ikke noget projekt, hvis ikke borgerne kommer og deltager. Til gengæld binder man sig ikke til noget. Borgerne kan starte en bogklub, hvis det er det, de har lyst til at bidrage med. De kan også bare komme og deltage i fællesspisningen.

Foto: Ewaa E. Koczorowska/ Kim M. Leland