Spis Byen – Byhaven ved Hovedbiblioteket i Hellerup


Elsker du at dyrke grøntsager og krydderurter, og har du lyst til at være en del af et fælles projekt? Den nyoprettede forening "Spis Byen - Byhaven ved Hovedbiblioteket i Hellerup" har i august 2019 fået tilladelse til at anvende et område ved Hovedbiblioteket i Hellerup til byhave. Foreningen søger medlemmer, der kan bidrage til etablering og pasning af den kommende byhave.

Foreningen er stiftet ud fra en række borgeres ønske om i fællesskab at etablere en byhave ved Hovedbiblioteket i Hellerup. Omkring Hovedbiblioteket er der mange, der bor i lejlighed, som ikke har mulighed for at dyrke noget grønt. I byhaven kan børn, voksne og ældre mødes i uformelle rammer og nyde udelivet i grønne omgivelser. Byhaven vil kunne fungere som en grøn oase midt i det øvrige byliv i Hellerup. Gentofte Kommune og Hovedbiblioteket er imødekommende over for projektet og der er indgået en brugsretsaftale med henblik på at kunne etablere byhave med højbede og formidlingshave med gamle, danske lægeurter.

 

Det er foreningens formål at etablere og drive en byhave ved Hovedbiblioteket i Hellerup. Ønsket er, at der opstår et fællesskab omkring byhaven, hvor borgere kan mødes om det at få noget til at spire og gro. Foreningens formål er således at få noget til at gro – både konkret og i overført betydning. Byhaven vil bidrage positivt til lokalområdet ved at skabe trivsel og nye fællesskaber. Samtidig tænkes byhaven at kunne fungere som inspiration for andre – ikke mindst de mange besøgende på biblioteket. Byhaven bidrager desuden positivt til klimaet, insektlivet og biodiversiteten. Byhaven dyrkes grønt, bæredygtigt og økologisk. Deltagelse i byhaven er båret af frivillighed og lyst.

Byhavens placering og udtryk aftales nærmere mellem Gentofte Kommune.

Vi søger flere medlemmer

Alle, der har lyst til at bidrage og deltage, kan være medlem. Man bliver medlem ved at skrive en e-mail til foreningen.

 

Nedenfor er området som er udlagt til byhave markeret. Vi glæder os så meget til at komme i gang.