Genbrug: temadag om verdensmålene fredag 7. juni


Danmark For Målene handler om at fremme FN’s verdensmål i din by. De 17 verdensmål skal sikre én bæredygtig verden for alle inden 2030.

I dag er kendskabet til målene kun på 20% blandt danskerne, hvilket Danmark for Målene vil ændre på. For at gøre FN’s verdensmål nærværende, kombinerer vi 3 mål ved hvert arrangement med ét overordnet tema.

Når temaet om GENBRUG OG CIRKULÆR ØKONOMI den 7. juni 2019 kommer til Hovedbiblioteket i Hellerup kl. 15-18, kommer det bl.a. til at handle om, hvor stor en FORSKEL det gør, når vi GENBRUGER ting, SORTERER vores affald og lader RÅSTOFFER KØRE I RING. Der bliver et særligt fokus på t-shirten og masser af inspiration til, hvordan vi alle kan gøre små ændringer i vores hverdag til fordel for klimaet, uden at vi kommer til at mangle noget.

 

Lise Vandborg er blogger, instagrammer og influencer. Hun er gift med Michael Stig Christensen og sammen er de bedre kendt som ”Lise og Michael”, der vandt TV-programmet ”Nybyggerne” i 2016, hvor de ene og alene brugte genbrugsmøbler eller selvbyggede møbler i indretningen. På denne temadag vil Lise give inspiration til at genbruge og upcycle til både hjemmet og garderoben kl. 16.30 – 17.

Dansk Retursystem, P. Olesen & Sønner A/S, Nordea Invest, BKI – Brasil Kaffe Import og IVECO støtter verdensmålene og vil sammen med “Danmark for Målene” give inspiration til, hvordan vi som borgere også kan støtte verdensmålene. Vi håber, at du vil støtte op om Danmark for Målene og være med til at sikre en bæredygtig verden.

Mød også Affald & Genbrug

Vi skal genbruge og genanvende meget mere af vores affald nu og i fremtiden, så det kan forblive brugbare ressourcer. Men vi er glade for at købe nyt. Fortsætter vi forbruget som i dag uden mere genbrug og genanvendelse, kan en række råstoffer slippe op inden for de næste 35-150 år.

Med aktiviteter der sætter fokus på sortering af affald kan børn som voksne prøve forskellige sorteringslege. Prøv om I kan finde ’5 fejl i sorteringen’ eller ’Ramme den rigtige skraldespand’. I kan også spørge vores affaldsmedarbejdere om sortering fra A-Z.
Vi har også fundet mobiltelefoner fra forskellige årtier frem. Kan I mon lægge mobiltelefonerne fra gamle til nye modeller i den rigtige rækkefølge og se udviklingen? I kan også få indblik i, hvor mange råstoffer mobiltelefoner indeholder, og hvornår forskellige råstoffer, som fx guld, helium og tin kan slippe op, hvis vi ikke passer på dem.

Tid: fredag d. 7. juni 2019 kl. 15 – 18

Sted: Gentofte Hovedbibliotek, Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup

 

Oplev også udstillingen Make that change, der inspirerer til, hvordan I kan gøre jeres tøjvaner og garderobe mere bæredygtig. Bag udstillingen står designer Rachel Kollerup, som forsker i bæredygtige tøjmaterialer, der sætter mindre aftryk på klima og miljø.

Danmark For Målene er en folkeoplysningskampagne organiseret af Verdens Bedste Nyheder, Globalt Fokus samt Global Public i samarbejde med 48 byer og en række virksomheder.