Repair Café Hellerup

Temamøde om cirkulær økonomi torsdag 22. nov.


Vi gentager succesen og inviterer til et nyt temamøde, denne gang med titlen ’Hvordan gør vi Gentofte til en cirkulær kommune? Cirkulær økonomi er et forholdsvist nyt udtryk, som bruges i sammenhæng med bæredygtighed. Men hvad betyder det helt konkret, og hvorfor er det cirkulære bedre end det lineære? På temamødet bliver du klogere på, hvad udtrykket dækker over, og hvordan vi hver især og i fællesskab kan gøre noget for at fremme det cirkulære.

Temamødet starter med et spændende debatoplæg med Hanne Hjorth Jensen fra Naboskab, krydret med konkrete eksempler fra vores eget lokalområde. Herefter vil der være plads til debat ved bordene om, hvordan vi i fællesskab kan bidrage til at gøre Gentofte Kommune til en cirkulær og mere bæredygtig kommune.

Hvordan gør vi Gentofte til en cirkulær kommune?

Kl. 16.30 Hvad er cirkulær økonomi egentlig? Hanne Hjorth Jensen fra Naboskab
Kl. 17.30 case fra Gentofte – Gentofte Byttemarked, Henrik Bendsen og Katrine Rud
Kl. 17.45 – 18.30 debat/spørgsmål – hvordan gør vi Gentofte til en cirkulær kommune?

Mødet foregår torsdag d. 22. november 2018 i kantinen på den tidligere internationale skole på Hellerupvej 24.

Vi anbefaler, at du kommer med offentlig transport eller på cykel. Bemærk 30 min.’s parkeringsbegrænsning ude på Hellerupvej, hvis du alligevel kommer i bil. Parkér på p-pladsen ved Headspace eller ved sportshallen, hvor der er ubegrænset parkering.

Alle er velkomne til at deltage i temamødet. Deltagelse er gratis, men vi vil rigtig gerne have din tilmelding senest den 19. november på baeredygtigt@gentofte.dk, så vi kan sætte det rette antal stole op 🙂