En bæredygtig have fuld af liv


Ved første øjekast ligner Thomas Sundelins have en helt almindelig veltrimmet have, som så mange andre i Gentofte. Her er kortklippet græs, smukke staudebede og lugede stier. Men kigger man nærmere efter, vil man se, at intet er overladt til tilfældighederne. Her er bæredygtighed tænkt ind i havens design og forskellige funktioner, samtidig med at der er tænkt over at skabe gode vilkår og levesteder for havens mange insekter, fugle og smådyr. Det hele er imidlertid sat i skarpe rammer, for Thomas har det bedst med orden, som han siger.

Picture description

Håndterer selv al regnvand fra grunden

I baghaven har Thomas de seneste år realiseret flere og flere bæredygtige projekter. Noget af det første man får øje på, er et stort regnvandsbed. Bedet sørger for, at regnvandet på grunden siver ned i jorden og mindsker risiko for oversvømmelse. I umiddelbar nærhed har Thomas gravet en tank ned i jorden. Den kan rumme 1200 liter regnvand og betyder, at Thomas igennem hele sommeren har vand nok til at vande hele haven.

Et andet regnvandstiltag finder man på det lille sorte skur bagerst i haven, der er anlagt med et såkaldt sedumtag, et grønt tag beplantet med forskellige stenurter. Taget blomstrer i smukke, afvekslende farver over en lang periode og tiltrækker et væld af insekter og fugle. Det vand, som ikke tilbageholdes af tagbeplantningen, ledes ned i regnvandsbedet. De forskellige løsninger betyder samlet set, at Thomas kan håndtere alt sit regnvand på egen grund. En indsats, som både sparer på vandressourcerne og pengepungen.

Picture description

Haven er også anlagt med plads til både drivhus, hønsehus, køkken- og skærehave. Hønsene udgør et vigtigt element i havens cyklus, da de leverer førsteklasses gødning til især køkkenhaven. At de så i tillæg producerer skønne æg til morgenbordet, er kun et plus. Skærehaven er etableret som et særlig klimavenligt tiltag.

– Afskårne blomster er virkelig en klimasynder. De produceres med brug af en lang række sprøjtegifte, og så skal de transporteres over store afstande. Endelig er der bare noget dejligt ved at kunne plukke en stor, smuk buket i sin egen have, siger Thomas.

Picture description
Picture description

En have med masser af liv

Flere steder i haven skaber store, frodige staudebede et levende og vildt udtryk. Her er masser af gode nektarkilder til sulte bier og sommerfugle, og der er tænkt på blomstring til både de tidlige og sene bestøvere.

– Staudebede er nemme at holde, og så er det helt fantastisk at se, hvordan smådyr og insekter trives i dem. Efter vi har fået flere staudebede og i det hele taget mere natur ind i haven, oplever vi meget mere liv i haven, fortæller Thomas.

Picture description

I det hele taget har de vilde planter fået langt mere plads i haven inden for de sidste par år. Lige nu lyser et kæmpe bed med dagpragtstjerner op i hjørnet ved skuret. Mellem de lyserøde blomster fornemmer man hvid okseøje, digitalis m.fl. stå på spring for at afløse det imponerende blomsterflor. Bedet kostede 20 kr. at anlægge. Det eneste, der skulle til, var et brev med vilde blomsterfrø.

På en solrig plet i haven er der gjort plads til to krukker med brændenælder. Et umiddelbart noget påfaldende plantevalg, men i og med at brændenælden er værtsplante for hele seks af Danmarks mest almindelige sommerfugle, så har de naturligvis deres berettigelse. – Og så længe de er i krukker, kan jeg jo styre dem, siger Thomas.

Picture description

Kvashegn og dødt ved

Som noget nyt i haven har Thomas etableret et næsten 10 meter langt kvashegn. Hegnet fyldes løbende op med grene, afklip og blade fra haven. Løsningen sparer ikke kun turene til genbrugsstationen, men gavner også klimaet og øger biodiversiteten i haven markant. Det fungerer som et kæmpemæssigt insekthotel, hvor masser af forskellige dyr får læ og varme og nyder godt af næringen fra de døde grene og blade. Selve kvashegnet er formet med et stramt udtryk og virker mest af alt som en smuk, organisk skulptur i haven.

Picture description

Til glæde for insekterne er der også bagerst i haven skabt en stor stabel af afskårne træstykker. Igen kommer Thomas’ udprægede ordenssans til udtryk, og træstykkerne er lagt, så de næsten danner en lodret mur. Ligesom med kvashegnet har træbunken en vigtig funktion for havens dyreliv.

Picture description

En fornærmet tudse

Der er altid noget at give sig til i haven. Nye projekter, der skal søsættes. Lige nu er Thomas ved at udvide den eksisterende havedam, men det våde vejr har sat gravearbejdet på pause, så foreløbig er der kun et stort hul i jorden. Ikke alle har imidlertid taget lige godt imod de nye anlægsplaner. En trofast tudse har gennem mange år leveret haletudser til dammen. Men da den i år blev mødt af et tomt hul, afleverede den, lettere fornærmet, hele den kommende tudsegeneration i Thomas’ 3 cm dybe fuglebad. Thomas fik reddet æggene over i en balje med vand, og fodrer lige nu de aktive haletudser med fiskefoder, indtil deres nye hjem står klart. Forhåbentlig vil det endelige resultat formilde den skuffede tudse.

Thomas’ gode råd til en have med stor biodiversitet

Thomas har det, som han selv udtrykker det, bedst med orden, og derfor kan han sagtens forstå, at man kan tænke, at det er svært at forene den veltrimmede og ordentlige have med vild natur og bosteder for dyrelivet. Derfor er hans råd, at man vælger sit eget tempo og altid kun starter et bæredygtigt projekt op ad gangen.

Bæredygtige initiativer kan ske på mange niveauer. Start fx med en fuglekasse eller anlæg en afdeling i haven med vilde planter. Der er masser af muligheder og du vælger selv, hvor ambitiøs du vil være, siger han.

Thomas har følgende råd til haveejere, der ønsker at skabe en mere mangfoldig have til glæde for dyrelivet:

– Sørg for at skabe steder i haven med mere vild natur. Det er muligt selvom, du godt lide en velfriseret og velplejet have.

– Har du et hjørne i haven, som du ikke ved, hvad du skal gøre med, kan du så en blomsterblanding af engblomster (stauder). Det er nemt at holde og dyrene elsker det.

– Hvis du fælder et træ, så lad stubben stå. Det kan dyrene nemlig godt lide.

– Plant stauder (gerne hjemmehørende arter), løg og sommerblomster i haven. Det giver mad til bestøverne og deres larver. Dyrelivet har det svært, så det er vigtigt at vælge planter og blomster, hvor dyrelivet har det godt.

 

Picture description

Grøn Guide Gentofte supplerer her med gode råd til at invitere naturen ind i haven og hjælpe biodiversiteten

Forøg biodiversiteten i din have med disse enkle råd:

– Lad de gamle træer i haven stå, beskær dem evt. groft, de er nogle de vigtigste levesteder for rigtig mange dyr og et hotspot for biodiversiteten, som flagermus, spætter, og insekter.

– Hække og krat, børn og dyr har ret til krat, til at gemme sig i og til at skabe sammenhæng mellem haverne.

– Vand i haven, regnvand er en ressource og skal helst ikke ledes i kloakken. Behold det i haven, i regntønder eller lav jeres vandhul. Vand i have er det i hele taget vigtigt for at skabe liv, selv en nedgravet balje eller fuglebad vil give dyrene, både pindsvin, fugle og insekter en håndsrækning.

– Brug ikke gift i haven, det skader biodiversiteten og vores drikkevand. Se mosset og blomsterne i græsplænen og mellem fliserne som en forskønnelse.

– Plant og så hjemmehørende løg, stauder og sommerblomster i haven. Det giver mad til bestøverne og deres larver. Sørg i det hele taget for at have masser af blomster i haven. Pluk en buket i haven, i stedet for at købe miljøbelastende afskårne blomster.

– Kompost. Få en lukket kompost på genbrugspladsen og brug den til dit haveaffald og grønne køkkenaffald. Lav din egen pottemuld i stedet for at købe jord med spagnum, der skader både naturen og klimaet. Og brug komposten som gødning, i stedet for at købe kunstgødning, der belaster klimaet og miljøet.

– Lav naturlige gemmesteder for dyr i haven af kvas, sten eller potteskår, gerne på varme solrige steder, hvilket lokker dyr som firben til.

– Lad græsset gro eller slå det knap så ofte. Det sparer tid og benzin og giver blomsterne i græsset tid til at blomstre til glæde for dyrene og dig selv.

Picture description