DK2020 Klimaplan – grøn omstilling de næste 30 år
Vær med til at give dine input til hvad Gentofte Kommunes kommende Klimaplan skal indeholde. Del ud af dine erfaringer eller fortæl os, hvordan du som borger eller virksomhed vil bidrage til den grønne omstilling.
Gentofte Kommune er sammen med 45 andre kommuner med i ’DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark’ – et forløb med deltagelse fra Realdania, KL og landets fem regioner. I kampen mod klimaforandringerne vil kommunernes klimaplaner få afgørende betydning for, om vi kan nå Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning under 1,5 grad.
Ingen kan gøre det hele alene, men alle kan gøre lidt
Klimaplanen sætter rammen for, hvordan Gentofte kommer et skridt nærmere CO2-neutralitet i 2050. Planen kommer blandt andet til at handle om grøn mobilitet, klimatilpasning og ikke mindst grøn energi.
Grøn energi
Især udbygning af grøn fjernvarme til hele kommunen og energirenovering af bygninger er nogle af de vigtigste løsninger på CO2-udfordringen i Gentofte. Når en boligejer med et hus på 150 m2 skifter fra naturgas til fjernvarme, sparer vi klimaet for næsten 4 tons CO2 årligt. For boligejere med oliefyr er den grønne fordel endnu større. I dag har mere end halvdelen af kommunen mulighed for at vælge fjernvarme, og med udbygningen af fjernvarmenettet kan et muligt mål være, at 90 procent af Gentofte Kommunes varmeforbrug er dækket af fjernvarme i 2030.
Grøn mobilitet – hvordan bevæger vi os rundt i byen?
Gentofte Kommune er udfordret i forhold til trængsel, fremkommelighed og parkering, hvilket ikke mindst skyldes en voksende bilpark, og pendlere i hele regionen oplever ofte at blive fanget i lange køer på vejene. Det bidrager til, at CO2-udledningen fra trafikken går den forkerte vej. Nogle af løsningerne er blandt andet at fremme elbilisme ved at understøtte opladningsmuligheder og at gøre det nemmere at bruge delebiler. Andre løsninger er at benytte samkørsel samt styrke cyklisme til og fra skole og arbejde.
Klimatilpasning, natur og biodiversitet
Når Gentofte Kommune tilpasses til mere ekstremt vejr med klimasikrings- og klimatilpasningsprojekter, er kommunen med til at indfri klimamålsætningerne. Som privatperson eller virksomhed kan indsatsen være i mindre skala, men ikke desto mindre vigtig fx ved at så hjemmehørende planter og urter. Det gavner biodiversiteten, hvis man efterligner naturen, og jo flere træer, planter, grene og kompost man har i haven, jo mere CO2 kan der opmagasineres.
Hvordan kan du bidrage eller komme med input eller spørgsmål?
Her på bæredygtigtgentofte.dk kan du både dele erfaringer, stille spørgsmål eller komme med idéer til den kommende klimaplan – klik her for at komme til formular. Der vil også løbende komme nyt om arrangementer eller digitale og fysiske møder, så alle kan komme til orde. Læs mere om, hvilke arrangementer og møder vi holder i forbindelse med den kommende klimaplan.
Stort og fælles ansvar, der kræver samspil
Gentofte Kommune vil gerne høre fra virksomheder, der vil dele ud af deres erfaring med klimaindsatsen, og fra borgere, der har forslag til, hvordan de vil kunne bidrage til en grøn omstilling. De tidligere opgaveudvalg ’Sammen om et bæredygtigt Gentofte’, ’FN’s verdensmål i Gentofte’ og ’Fremtidens transport’ har sat retning for arbejdet med grøn omstilling, og opgaveudvalgenes anbefalinger tages naturligvis med i klimaplanen.
Baggrund:
En ny ambitiøs klimaplan skal række langt ud i fremtiden og være et solidt bidrag til de nationale klimamålsætninger, hvor drivhusgasudledningerne skal reduceres med 70 procent frem mod 2030, og hvor vi når klimaneutralitet i 2050.